Esben Just Solo - The Second Coming

Soloshow med Esben Just bag tangenterne, foran mikrofonen og helt oppe af kisten

"Esben Just er en fabelagtig og ekvilibristisk pianist, og hans vokal følger med i et nærmest symbiotisk forhold" - Fyns Amts Avis

Pianist og sanger Esben Just er tilbage i Skive Theater – denne gang solo – med den musik, der altid har kendetegnet ham: Den, der kommer fra New Orleans – og fra hjertet. Musikeren har altid haft et budskab om kærlighed til alle og ‘fred i dalen’, som Elvis sang – og denne gang kommer det fra et hjerte, der er blevet repareret og genstartet… Musikerens helt eget. For tre år siden måtte Esben Just nemlig “genstartes”. Mindre end to måneder efter sin 50-årsfødselsdag lå han i koma på Rigshospitalet med brystkassen åben. Siden har han – som menneske og som musiker – sat alt ind på at gøre den oplevelse til en force og udnytte den ekstra chance.

Med en vis portion galgenhumor har Esben Just kaldt sin koncert for ‘The Second Coming’, og trods fortidens dårligdom er musikeren i absolut storform. Oplev en åndelig, musikalsk og underholdende rejse med Just som guide, der udover musikken også byder på fortællingen om at få sit hjerte og sin livsrytme ‘genstartet’ og at rejse sig ved det træ, hvor man er faldet.

Esben har altid stillet enkle men ufravigelige krav til den musik, han spiller.

Den skal: 

1) røre hjertet, 2) give lyst til at kridte danseskoene, og 3) den skal sprede glæde. 

Det bliver også tilfældet i The Second Coming:  

Skive Theater lægger gerne gulv til, når Esben Just skaber ‘klap og tramp med på 2 og 4’-fest og demonstrerer den klaverteknik og rå soulstemme, han heldigvis stadig besidder.

Café opsilling - unummererede siddepladser
 
Billetpris 165 kr. + billetgebyr
 

Fredag den 28. april kl. 21:00

Skive Theater | Theaterpladsen 10, 7800 Skive  | Tlf.: 97 51 35 33 | knud@skivetheater.dk