Dwayne Clemons Group

Skive Jazzklubs publikum har ofte udtrykt stor begejstring for en kombination af hjemlige og udenlandske kunstnere. Denne linje følger vi hermed op på i kraft af den amerikanske trompetist Dwayne Clemons ledsaget af et meget skrapt hold danske musikere.

Dwayne Clemons blev født i Los Angeles, voksede op i Dallas for senere hen at opholde sig i New York i en del år. Her tog hans spil for alvor fart i samspil med erfarne og kompetente musikere. Det skete i et jazzmiljø, hvor det gjaldt om at hænge på efter bedste evne. Kun den stærke overlevede som musiker i dette kontante, rå og alligevel følsomme og varme musikmiljø. Opholdet i storbyen satte sig musikalske spor i hans trompetspil, der er ligefrem og frisk i sit udtryk - tilsat en klar og ren tone. Af mange jazzelskere også kaldet typisk New York jazz. 

Ben Besiakov er en erfaren herre, når det gælder om samspil i en gruppe. For han har siden sine helt unge dage som autodidakt pianist spillet med et hav af danske og internationale kapaciteter. Hans nærværende, sjælfulde og swingende spillestil går lige ind hos enhver tilhører. Det er på tide, at Ben Besiakov atter gæster Skive Jazzklub.

Søren Høst er en af de unge talenter, som dansk jazz er så rig på. Han behersker sin saxofon med stor færdighed, musikalitet og allerede autoritet. Og det i en grad så hans første album med eget upcoming band er på trapperne.

Når Frands Rifbjerg er bag trommerne, er man i sikre hænder. Han befinder sig på et højt stilsikkert niveau. Det beviser han igen og igen på albums og under koncerter. Det samme kan siges om bassisten Ida Hvid. Mange af vore medlemmer har sikkert glade minder om hendes seneste optræden i kvindebandet Sisters of Jazz. Her trådte hendes drive, energi og charme klart frem på en succesfuld aften.

En aften med uimodståelig jazz

Entré: Medlemmer 100 kr. Gæster 120 kr. Unge under 25 år 30 kr.
 
Billetter kan kun købes ved indgangen.

Tirsdag den 30. april kl. 19.30 i Skive Theater Foyer

 
Skive Theater | Theaterpladsen 10, 7800 Skive  | Tlf.: 97 51 35 33 | knud@skivetheater.dk