Ulf Pilgaard: Mit liv som Ulf

Ulf Pilgaard om sit liv på og udenfor scenen

Efter mere end 50 år med hovedroller på landets teater- og revyscener, i radio- og tv-satiren samt i tv-serier og film fortæller Ulf Pilgaard for første gang hele historien om sin enestående karriere.

Han er kendt og elsket for sine revyroller i Cirkusrevyen. Han har spillet gal forbryder på filmlærredet i den prisbelønnede ”Nattevagten”. Og han har stået på teaterscener over hele landet med personligheder som Dirch Passer, Preben Kaas, Morten Grunwald, Claus Ryskjær og Lisbet Dahl. 

Ulf Pilgaard er en af Danmarks mest benyttede, afholdte og folkekære skuespillere, og nu er han klar til at drage ud i landet med historien om sit eget liv, både på og udenfor scenen.

Fra scenen beretter han om gennembruddet på ABC Teatret, de mange forskellige roller på teatrene og sine mere end 30 år i Cirkusrevyen. Undervejs runder han de store personligheder, han har delt scene og garderobe med, og han tager publikum med ind en humoristisk og overraskende fortælling om opvæksten i et præstehjem og leverer sjove anekdoter fra skuespillerverdenen samt tankevækkende historier om at finde sin egen plads i livet.

”Jeg har altid holdt meget af at turnere og komme rundt i landet med forskellige forestillinger. Nu glæder jeg mig til at komme ud med min egen historie og møde mit publikum på en anden måde,” siger Ulf Pilgaard.    

Ulf Pilgaard, født 1940, har været skuespiller siden 1963, da han debuterede i Collage-truppen. Han er hædret med en lang række priser, bl.a. Årets Æreskunstner i 2000, Lauritzen Prisen som Årets Skuespiller i 2011 og Årets Dirch i 2006 og 2012, ligesom han fik både en Bodil- og en Robert-pris for filmen Farligt Venskab. I 2007 modtog Ulf Pilgaard Ridderkorset af Dronning Margrethe.

Foredraget foregår som et samtaleinterview under overskriften ”Mit liv som Ulf”. På scenen bliver Ulf Pilgaard interviewet af journalist og forfatter Ole Sønnichsen, der i 2015 skrev bestselleren ”Mit liv som Ulf” sammen med Ulf Pilgaard.

Billetpris: 198,- + billetgebyr

Ikke nummererede siddepladser

Mandag den 30. oktober kl. 19:30

 
Skive Theater | Theaterpladsen 10, 7800 Skive  | Tlf.: 97 51 35 33 | info@skivetheater.dk