Kenn Lending blues band & Thomsen / Nello / Hansen - Dobbeltkoncert

Forrygende fortolkninger af de gamle blues klassikere af kunstnere som Muddy Waters, Sonny Boy Williamsson, Little Walter, Howlin’ Wolf osv. Krydret med masser af anekdoter og skæv humor.

Bag disse navne gemmer sig det tidligere ”Giraffen, Elefanten og Det Blå Lys”, der igen gemte på – i vilkårlig rækkefølge:

Kent Thomsen: Guitar, Vokal ( Peter Belli, De Dyre Drenge ),
Niels Nello Mogensen: Bas, Vokal ( Johnny Madsen, Grarup Allstars )
Henrik Hansen: Mundharpe, Vokal ( Trouble Cats, Mojo Hands ).

Trioen opstod under de efterhånden legendariske onsdagskoncerter på værtshuset ”Peter Gift” i Aarhus tilbage i 90’erne. Disse tre bluesfolk er nu atter samlet efter alt for mange års fravær, en anelse mere modne, no...get mere ædruelige og jo da, meget mere bedre.

Det er således et længe ventet genhør med Kent Thomsens fabelagtige guitarspil, Niels Nello Mogensens sejt svingende bas og Henrik Hansens virtuose mundharpespil. “Old school” Chicago-blues når det er bedst. CD’en ”Three chords & The Truth” fra 2013 beviser dette til fulde.

En dansk succés historie i 35 år.

Hvis man overhovedet kan tale om en skandinavisk “Bluesmand”, må Kenn Lending være noget af det tætteste man kan komme på dette begreb. I det sydlige USA er en bluesmand en musiker, som lever med sin musik fuldt ud. En der kan begejstre og bevæge sit publikum ved en hver lejlighed, om det er til alvor eller fest, og som iøvrigt er blevet lært op af en ældre bluesmand i de “hemmeligheder” og traditioner, der kan føres direkte tilbage til de afrikanske slaver. For at være vaskeægte, skal man dog også være født og opvokset i USA’s sydstater, men det er også det eneste man ikke kan sige om Kenn Lending. Han er nemlig født og opvokset på stenbroen i København, hvor han startede sin musikalske kariere helt tilbage i tresserne.

Men at Kenn kan begejstre og bevæge sit publikum til hver en tid, har han til fulde bevist i over 30 år med Kenn Lending Blues Band. Den traditionelle “oplæring” fik han igennem sit lange venskab og samarbejde med Blues sangeren og Barrelhouse pianisten Champion Jack Dupree, født 1909 i New Orleans. Fra 1978 og til Jack Dupree’s død i 1992, spillede duoen over 1000 koncerter i 35 lande og stater i Europa, Afrika og Nord Amerika. Deres nærmest symbiotiske sammenspil kan høres på mere end 20 pladeindspilninger, hvoraf CD’en “Forever And Ever”, indspillet i New Orleans i 1991, modtog WC Handy Awards: Traditional Blues Album of the Year 1992.

At Kenn Lending Blues Band, der fejrede sit 30 års jubilæum i 2010, har haft et bredt publikum, udover de inkarnerede blues fans, skyldes nok Kenn Lending’s holdning til blues, som mere end bare en stil. Kenn opfatter snarere blues som grundsubstansen i al sort amerikansk musik og Kenn Lending Blues Band favner derfor alle de sorte stilarter, fra den dybe Mississippi Blues til moderne funky og soul’ed Urban Blues. En aften med Kenn Lending Blues Band er som en musikalsk rejse igennem afroamerikansk musiktradition, hvor publikum både har mulighed for at dvæle ved bluesens dagligdags poesi og at danse til sveden springer, i et funky rytmisk univers, med rødder i Afrika.

Unummererede siddepladser

Billetpris: 180,- + billetgebyr
 

Fredag den 6. april, kl. 21:00

 
Skive Theater | Theaterpladsen 10, 7800 Skive  | Tlf.: 97 51 35 33 | info@skivetheater.dk