Sidste Runde - afskedsturné for Basix

En mørk efterårsdag for 22 år siden besluttede to musikstuderende fra Aarhus sig for at samle en gruppe mænd til at lave et underholdningsindslag til Konservatoriets julefest. De skulle synge uden instrumentakkompagnement. Dette blev starten på en lang og eventyrlig karriere for Basix med optrædener i store dele af verden, mange prestigefyldte priser og hele 10 albums.

Nu binder den altid nærværende og velklingende gruppe en sløjfe på karrieren med en storslået afskedstur, som dels fejrer Basix’ spritnye og allersidste album og også fejrer karrieren med de bedste sange fra gruppens omfattende bagkatalog. Det bliver en rørende, sjov og meget musikalsk oplevelse.

Med hele 7 internationale CARAawards i bagagen, bl.a. for “Bedste Europæiske Album” og “Bedste Julealbum”, placerer Basix sig som én af de absolutte sværvægtere indenfor vokalmusikken. De 6 mænd synger sig direkte ind i hjertet på publikum med et imponerende, vellydende og varieret repertoire, hvor egne kompositioner går hånd i hånd med innovative udgaver af nogle af tidernes mest gedigne sange. Basix spænder vidt - fra funklende klare ballader og rørende sange til hårdtsparkende og medrivende pop- og R’n’B-numre.

Med shows karakteriseret af stærke vokale præstationer, humor og nærvær, har fyrene overvældet deres publikum i hele verden ved et utal af koncerter på spillesteder og festivals, i kulturhuse, teatre, kirker og skoler, på konferencer, ved private arrangementer m.m.

Basix’ professionelle karriere tog for alvor fart i 2001, da de med en flot samlet 2. plads og fagjuryens topkarakter imponerede alle med deres iørefaldende og nyskabende bud på en vindersang, »I Australien« i Det Danske Melodi Grand Prix. Siden er det blevet til en lang række optrædener på TV og i radio, bl.a. i DR’s »Det store juleshow«, hvor gruppen har sunget sammen med navne som Gavin DeGraw, Mick Hucknall, Sissel Kjyrkebø, Sanne Salomonsen, Søs Fenger, Lars H.U.G, Bent Fabricius Bjerre og Beth Hart. Også det internationale publikum har fået øjnene op for Basix’ kvaliteter, og en betydelig del af den prisbelønnede gruppes koncertvirksomhed foregår i dag i udlandet, hvor det er blevet til mange succesfulde koncerter, TV-optrædener, master classes og turnéer i USA, England, Kina, Taiwan, Singapore, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Østrig, Schweiz, Slovakiet, Estland, Luxemburg og Cypern. I 2001 udgav Basix deres debutalbum »The grass« og for første gang i danmarkshistorien har et vokal-album solgt platin (over 30.000). I adskillige uger lå albummet blandt top 10 på Danmarks officielle hitliste. Siden er det blevet til flere succesfulde udgivelser, »Embodiment« (2003), »Christmastime« (2005), »Star People« (2007), »Diversity« (2009), »Hjemmebane« (2011) og senest  »Christmas fan« (2013)

Nummererede siddepladser 

Entre: 195 kr. + gebyr

 

Fredag den 27. oktober kl 21:00

Skive Theater | Theaterpladsen 10, 7800 Skive  | Tlf.: 97 51 35 33 | info@skivetheater.dk